Drømmetydning

23. april 2008

 

 

Drømmetydning, er et emne, der på mange måder er overset, når det kommer til personlig udvikling. Mange synes, at det virker som noget pjat – og griner lidt ad det. Andre vil fortælle, at de ikke husker, hvad de drømmer – og derfor af gode grunde heller ikke kan analysere dem.

 

Sandt nok, at man ikke kan analysere drømme, man ikke husker, men faktisk er det en mulighed ved sengetid, at minde sig selv om, at man gerne vil huske sine drømme – og evt. have papir og pen indenfor rækkevidde. Derudover kan det i perioder med stress, kriser og andet, der lægger pres på en, være svært at huske sine drømme, da ens overskud dermed er mindre, når det kommer til at arbejde med de emner og beskeder, man modtager.

 

Søvnen er en tid på døgnet, hvor vi for alvor kan opleve mange ting, uforklarlige ting, opnå viden og afklaring omkring problemer. Det er på mange måder en helt anden verden med sit eget sprog – og et enormt højt informationsniveau med beskeder fra både ens egen underbevidsthed, den åndelige verden, og fra afdøde såvel som nulevende personer.

 

For den, der har lysten til at nå ind til sit eget inderste og opleve beskeder, der kan ændre ens liv, der er det et helt utroligt redskab. Alt, hvad der foregår i drømmenes verden er personligt og henviser til sider, oplevelser, følelser, tanker osv. i ens eget liv.

 

Jeg kan derfor kun anbefale alle, der ønsker at udvikle sig som menneske, at mærke efter og forsøge at huske sine drømme samt tyde dem.

 

Jeg ved med sikkerhed, at du ikke vil fortryde det J

 

YourLifeGuide

Den ægte kærlighed

 

  

Den store kærlighed, den de fleste mennesker drømmer om – tør vi den, og ved vi, at det er den, vi står overfor?

 

Kan enhver forelskelse være vores livs kærlighed, hvis vi åbner øjnene for det, eller er virkeligheden, at der kun findes én soul mate derude, som vi måske er så heldige at møde – og vores lykke er gjort?

 

Hvor meget er vi parate til at give af os selv – og opgive for et andet menneske?

 

Det er nemt at være positiv og elske et andet menneske, når det går godt – men hvad så, hvis livet pludseligt ændrer sig pga. arbejdsløshed, økonomisk deroute, alvorlig sygdom, svære handicaps? Tænker vi nogensinde over, HVOR meget det kræver af os at elske et andet menneske, når hverdagen viser sig ikke at være en romantisk skovtur, hvor alt går, som vi havde drømt om. Er vi parate til at kæmpe og holde fast i kærligheden – eller vinder vores indre egotrip og ønske om at være chef i vores eget liv, opfylde vores egne drømme, ønsker og håb for vores liv?

 

Hvad er vigtigst for os – kærligheden eller os selv?

 

For er det overhovedet muligt at elske et andet menneske på godt og ondt, hvis man er forelsket i sig selv – sine egne drømme, behov og ønsker?

 

Nogle gange kan det være svært at se, hvor der er plads til den ægte, dybe kærlighed i et liv fyldt med stress over karriere, udseende og materialisme. Hvornår går jagten ind på de ægte følelser – de følelser, der ikke bekymrer sig om penge, udseende og materialistiske ting… men ene og alene handler om kærlighed, omsorg, tid, forståelse og rummelighed.

 

Har du nogensinde elsket et andet menneske så meget, at du rent faktisk var villig til at opgive dig selv?

 

Er du parat til at lade dig nøjes med mindre end den ægte vare, når det kommer til kærlighed?

 

Måske er det tanker, der er værd at tage med i overvejelserne, hvis du er single og på udkig efter en partner… eller hvis du er i et forhold, men synes, at der mangler noget?

 

YourLifeGuide

Vægt

Mange mennesker kæmper med vægten – for langt de fleste er det overvægt, der giver problemer. Nogle mennesker cykler op og ned i vægt – også kaldet yo yo vægt. De lever måske sundt, træner eller går på deciderede slankekure med lavt kalorieindhold, få kulhydrater, få proteiner, pulverkure, medicin eller andet. Når så den ønskede vægt er nået, går de tilbage og nyder den mad, de holder mest af – og så er de snart tilbage igen… sådan kan de så fortsætte hele deres liv.

 

Min erfaring er, at det slet ikke handler om maden, når vi taler almindelig overvægt. Langt de fleste ville kunne bevare deres vægt på et fornuftigt plan ved at spise nøjagtigt det, de holder allermest af. Dem, der siger, at de kan spise chokolade, kager og andet uden at tage på – har faktisk ret. Det kræver blot, at de har det godt med sig selv og deres liv. For det betyder, at deres system regulerer sig selv.

 

Oftest er der sket det, at personen er blevet overvægtig – begynder at skære ned på kalorierne, spiser ikke noget de kan lide, men gør det for at blive slanke, maden er derfor ikke længere noget, der nydes og gøres til noget særligt – og slet ikke, hvis måltidet er skiftet ud med en shaket protein eller urtedrik.

 

Kroppen er utroligt kompleks i sin indretning, og jeg skal derfor ikke gøre mig klog på alle dens finesser. Men den er almindeligvis ret god til at komme i balance, hvis den får chancen. Men stress, uro, kriser, store arbejdsbyrder og andet, der belaster systemet, kan få kroppen til at opføre sig anderledes end ellers. Nogle har måske oplevet, at de under stress, holder op med at spise, mister appetitten og taber i vægt – andre oplever, at de begynder at spise ekstra meget og tager på i vægt.

 

Hvis man begynder at se på sit liv, sine ture i yo-yo’en rent vægtmæssigt og sammenholder det med, hvordan man havde det på de givne tidspunkter, så vil man formentligt se en sammenhæng. Ofte vil man opdage, at i perioder, hvor man har det psykisk godt, der spiser man, når man er sulten, man går måske flere ture, cykler eller bevæger sig på anden vis i løbet af dagen. Man vælger måske at bruge mere tid på at forberede maden og spise den i ro og harmoni… og vægten har formentligt holdt sig rimeligt stabil – også selvom der smuttede en portion is, flødeskum, chokolade eller andet indenbords.

 

Se så på vægten i perioder med stress, store arbejdsbyrder, bekymringer osv. – blev der så ikke lige købt ordentligt ind, men spist det, der var at finde undervejs. Var der ikke ro til at sidde og spise, fik man ikke lige mulighed for at spise, når man var sulten, men var tvunget til at spise på givne tidspunkter, i pauser eller lignende? For mennesker med tendens til overvægt, er der gode chancer for, at det er nu vægten stiger. Der bliver spist fast food, ingen nydelse af maden, bare spist og så videre. I lommerne er der masser af sukker til at holde niveauet højt – og når der endeligt er en pause, så er det tid for en lille powernap – og ingen motion.

 

Jeg ved godt, at det er nemt at gå efter maden – men jeg mener ud fra egen og andres erfaring, at langt det meste af almindelig overvægt handler om at være i balance. Når man har det godt med sig selv, sit arbejdsliv, sit familieliv, sine venner, økonomi, bopæl osv., så finder kroppen selv sit niveau. Det er derfor muligt i perioder med ro i sindet at spise nøjagtigt de madvarer, som man nyder og føler glæde ved at indtage – men det bør gøres med god samvittighed og uden frygt for, hvad vægten viser. Kan man gøre det, slipper man kampen mod vægten – og genfinder nydelsen af mad, søde sager og andre lækkerier.

 

Står du med et overvægtsproblem, der ligner gennemsnittets, er det ikke maden, du skal ændre på, men i stedet dine tankemønstrer, din hverdag og den måde du bruger dit liv på. Overvægt er ikke bare et tegn på for mange kalorier, forkert madindtag – men snarere et billede på, at du har tabt dig selv et sted undervejs.

 

Når du har fundet dig selv i det indre – ses det i det ydre J

 

YourLifeGuide

Kan man det?

Noget af det, der har vagt opsigt omkring YourLifeGuide – er to ting, hvoraf jeg i denne blog vil skrive om den ene… nemlig mailsessioner.

 

For kan man det? Kan man virkeligt arbejde med sig selv pr. mail, være anonym og ikke sidde overfor det menneske, man søger sparring hos?

 

Mit svar er et stort og rungende JA, det kan man. Jeg har flere gange oplevet, at især mænd sætter stor pris på at kunne søge råd og vejledning helt anonymt. Det får dem til at åbne mere op, samtidigt med at de har tid og mulighed for at fordybe sig og mærke efter, når de skriver. De behøver heller ikke fortælle nogen, at de benytter en personlig rådgiver… og der er ingen tidsbestilling eller noget, de skriver, når behovet er der. 

 

Inden jeg begyndte at arbejde mere indgående og seriøst med YourLifeGuide, har jeg gjort arbejdet gratis og i det stille… og det var her, det gik op for mig, at der faktisk var et behov, som jeg dækkede med min lille niche… og jeg bliver altid glad, når jeg modtager en mail fra et menneske, der har forandret sit liv på den gode måde, og hvor glæden lyser ud ad skærmen.

 

Jeg har også oplevet det med mennesker, der af den ene eller anden grund er lænket til deres hjem, de er måske syge, ensomme og/eller triste – savner nogle at dele deres tanker, følelser og dagligdagsproblemer med. Her er mailkonsultationer også rigtigt gode. Svarene kommer meget hurtigt, og den opmærksomhed, forståelse og omsorg, der modtages – kan lysne op på en grå og trist hverdag.

 

Mail gør også bekymringer omkring afstand, planlægning, tidsbestilling osv. overflødig… der er døgnåbent.

 

For mange virksomheder er en del af salgsteknikken at kunne fremvise en referenceliste – men som LifeGuide, er det desværre ikke en mulighed. Langt de fleste foretrækker at være anonyme. Men jeg håber da på sigt, at det går op for flere, HVOR nemt det er, at ha’ sin egen LifeGuide, hvor man kan søge råd og vejledning døgnet rundt.

 

Det er ofte svært at gøre noget nyt, noget anderledes – men ”hvis man gør det, man altid har gjort, så får man også det, man altid har fået”.

 

”Mod er når nysgerrigheden overvinder frygten”.

 

Så spring ud i foråret, prøv noget nyt, lad nysgerrigheden vinde og opdag dig selv.

    YourLifeGuide

Ligestilling og/eller dobbelt moral?

Ligestilling på forældreområdet er noget, der ligger højt på listen over emner, der bliver diskuteret ofte. Fædres ret til at se deres børn, deltage i deres liv og være en ligeså vigtig brik i barnets liv, som moren.

 

Jeg kan da på ingen måde være uenig i, at børn har behov for begge deres forældre – og det er ikke barnets skyld, at forældrene ikke længere ønsker at være sammen som par.

 

Der er to ting, der får det til at skure indvendigt – nemlig, når det nærmest handler om ”tvang”, måske ikke rent fysisk, men så i hvert fald i forhold til det billede, der er skabt i det samfund, vi er en del af. F.eks. i forhold til, at mænd helst SKAL tage barselsorlov – og sende mor tilbage på sit job, fordi det er bedst - For hvem er det bedst?

Jeg står derfor fast på retten til, at hver familie, hver forælder vælger at gøre det, der føles mest rigtigt for dem. Vores land er efterhånden så fyldt med regler om, hvad der er rigtigt og forkert rent følelsesmæssigt, at vi glemmer at mærke os selv – for vi gør bare det, andre gør.

 

Der er nu en gang en grund til at barnet har en far og en mor… Tilbage i urtiden har det nu engang været sådan at moren tog sig af barnet, gav det nærhed og føde fra egen barm, mens faren tog på jagt og sørgede for den overordnede sikkerhed. Faren lærte barnet at klare sig selv, da det blev stort nok – hvis det var en dreng, og hvis det var en pige, sørgede moren for at lære hende, det der var nødvendig for hende.

 

Nu skal det ikke lyde som om, at jeg vil tilbage til den tid, hvor der var en skarp adskillelse mellem, hvad mænd og kvinder kan og bør. Men jeg mener, at vi fra naturens side har nogle evner, og det er dem børnene har brug for… og ikke regler. Hvis en far har lyst til barselsorlov og moren har lyst til at arbejde, fordi det at være hjemme ikke lige er hende – så er det sådan, de skal indrette sig i deres familie. Men hvis faren ikke har den store lyst til at være hjemmegående, men er glad for sit job – og moren nyder samværet med barnet og ikke har det store behov for at starte på arbejde lige med det samme, jamen så lad dem leve sådan. Hver familie bør træffe sine egne valg ud fra deres behov og ønsker – ikke hvad der ser bedst ud i samfundets øjne.

 

Men som nævnt i ligestillingens navn skal mændene sidestilles med kvinderne, hvilket er godt for børnene… Dog er der en stor portion dobbeltmoral i det, for hvis en mor vælger at lade børnene blive hos deres far, fordi hun ser det som det bedste, så svigter hun dem, hun bliver hånet og set ned på som en dårlig mor – eller som en, der ikke er helt i balance. For INGEN mor forlader sine børn.

 

Der er blevet kæmpet en masse kampe for at fædre kan få lov til at se deres børn på lige fod med mødrene – men der bliver ikke kæmpet særligt højlydt for, at mødre kan vælge at lade børnene blive hos deres far. I langt de fleste tilfælde oplever de kun foragt. Det er sørgeligt, at vi i ligestillingens navn stadig ikke ser det som en mulighed. For hvis faren er ligeså involveret i børnene som moren, så skulle man jo mene, at det var børnenes tarv, der var det vigtigste… Men så er det lige, at der dukker onde røster op om mødre… altså, går ligestillingen kun én vej… nemlig for fædrene.

 

Hvad nu hvis en mor søger karriere, og ved, at hun ikke vil være meget hjemme, og derfor ikke kan give børnene den tryghed, de har behov for i hverdagen. Deres far derimod har et mindre krævende job, masser af tid og et ønske om at være sammen med børnene i dagligdagen. Vil det så ikke være bedst at lade børnene blive hos faren? Jo, vil nogle sige – men samtidigt vil de fordømme moren for at søge karrieren frem for at være mor. Kvinder der vælgere deres karriere fuldt ud, får respekt fra en kant og hån fra en anden. Hvis hun pga. sin karriere fravælger at skabe sin egen familie, oplever hun sammen nedladende holdning fra andre.  

 

Dobbelt moral siger jeg. Vi vil se kvinder på topposter, vi vil se kvinder i bestyrelserne, men samtidigt vi vil ikke ha’, at de træffer de valg, der skal til for at forfølge netop disse mål.

 

Jeg ville ønske, at der kom lidt mere balance i debatten – og at hver enkelt familie fandt styrken til at gøre det, der føles mest rigtigt for deres lille familie… for intet er vigtigere end familiens trivsel.

 

YourLifeGuide

Individualitet - Fællesskab

Vi mennesker er måske nok flokdyr, men vi har også et indre drive, der går mod individualisme.

 

For de fleste mennesker er der en periode i deres liv, hvor de søger at opfylde egne ønsker og drømme omkring rejser, uddannelse, arbejde, kærester osv., og når det er på plads, søger de selv samme mennesker mod et mere stabilt familieliv med fast base, tryghed og nærhed, hvor der sættes fokus på familiens og især børnenes behov. En tid, hvor egne ambitioner lægges lidt på hylden. Når børnene er flyttet fra reden, sker der ofte det, at det igen er tid til at søge mod individualismen.

 

Denne vekslen mellem individualisme og fællesskab kan for mange mennesker afspejles i deres alder. Der er en tid til uddannelse og frihed – en anden til familieliv. De fleste bruger 20’erne til at tage en uddannelse, rejse, arbejde, søge kærligheden i skiftende partnere osv., og 30’erne er tiden, hvor familien, roen og stabiliteten grundlægges.

 

Sådan er det for mange, men hvis man nu er unge forældre, så har man måske byttet om på rækkefølgen. Som unge forældre, bliver 20’erne brugt til stabilitet, ro og familieliv – og livet tættere på de 40, er tiden for individualitet og muligheden for at søge at opfylde egne drømme og ønsker.

 

Dette skred i tid og udvikling, kan have store konsekvenser i kærlighedslivet. Hvis to mennesker mødes omkring de 30, og den ene har levet et individualistisk liv indtil da, og nu er parat til at slå sig til ro og skabe en familie – og den anden har levet et stabilt og roligt familieliv, men er nu på vej mod individualismen… så kan der ske flere ting, for ofte forelsker vi os i modsætningen, og her er det jo tydeligt, at de to har noget, den anden gerne vil ha’. Men vælger de at blive et par, så vil det ofte give problemer på sigt, medmindre den ene vælger at opgive sine egne behov og drømme, hvilket alligevel vil skabe splid, når den indre længsel vækkes igen.

 

Vil man gerne ha’ et parforhold til at fungere, er det vigtigt, at man på forhånd ved, om man søger i samme retning? To individualister, kan måske bedre støtte og forstå den andens engagement i sit arbejde, sin uddannelse, hobby eller andet… sammen vil de måske udforske verden. To, der søger fællesskabet, vil søge mod tryghed, nærhed, familieforøgelse – og er parate til det.

 

Dette er selvfølgeligt meget generelt og firkantet sat op, men måske kan det alligevel give et fingerpeg om, at det er vigtigt at vide, hvor man selv er på vej hen – og dermed gøre det muligt at søge en partner, der er på vej i samme retning. Det kan spare en for mange skuffelser undervejs.

   

YourLifeGuide

DIN sidste dag…

Hvis nogen sagde til dig, at når solen går ned i dag, så dør du… og du kan ikke bruge dagen på at gøre alle de ting, du gerne vil ha’ gjort. I stedet skal du samle dine nærmeste - partner, børn, forældre, kolleger osv. Tiden du har tilbage, skal bruges på, at du fortæller dem, om de tidspunkter i dit liv, hvor du virkeligt har levet autentisk og ægte…

 

Du får lige lidt tid at tænke i…..

 

Har du noget at fortælle – eller sidder du tilbage med tanker om et liv, hvor du stadig stræber efter alt det, du skal nå – og når du har nået det, SÅ skal du leve livet og evt. skabe en familie?

 

Eller kan du fortælle om oplevelser, der har givet dig noget at grine ad, græde over, om ægte kærlighed, nære forhold, og hvordan du kan dø med fred i sindet, da du har brugt din tid på at leve et liv, hvor du var autentisk og dig selv… og hvor dine nærmeste ikke var i tvivl om, hvad de betød for dig?

 

Hvis det første er sandheden om dit liv – så bør du måske overveje at ændre på det, da ingen ved, hvornår det er den sidste dag… og ville det ikke være rart, at ende sine dage med minder om et liv, der er levet på godt og ondt?

 

Et indiansk ordsprog siger:

 

Da du blev født, smilte verden – mens du græd. Lev dit liv således, at når du dør, så smiler du – og verden græder.

 

Jeg kan kun være helt enig.

 

YourLifeGuide

Ung mor

At være en ung mor med alt hvad det indebærer af usikkerhed, mødet med fordomme og den manglende livserfaring, der under alle omstændigheder er en del af det at være ung. Det er skræmmende, og man kan meget nemt føle sig alene. Der kan også ligge en latent frygt for at barnet bliver fjernet fra en, fordi man er så ung. Følelsen af, at alle dem, der er ældre – ved mere, kan mere osv. kan være overvældende.

Det er vigtigt, at der bliver taget hånd om den unge kvinde, men ligeså vel om den unge mand. De har skabt et barn sammen, måske ikke noget, der var planlagt – og der opstår let skyldfølelse og frygt for andres meninger. Det kan være svært at skulle fortælle sine forældre, at de bliver bedsteforældre nogle år, førend de selv havde regnet med det.

Det er den unge kvinde, der bærer barnet – men faderen står også i et stort følelsesmæssigt dilemma, og det bliver der måske ikke altid taget så meget hånd om, da fokus ofte ligger hos kvinden i en sådan situation. Men den unge mand, har også sine spekulationer og følelser at kæmpe med, og måske står han endda endnu mere alene end kvinden.

Én ting er, at man er unge forældre, når barnet bliver født – med alt, hvad det nu indebærer. Men det vil også for ALTID være sådan, at man er de unge forældre, og det er ligegyldigt om det er i forhold institutioner, skoler, sport o.a. Det kan være svært at finde venner på ens egen alder, da de sjældent er nået til at leve et stabilt familieliv – men det kan også være svært at komme i snak med dem, der har børn i samme alder, som ens egne, da de oftest er etableret, har en vennekreds, uddannelse, arbejde osv.

På mange måder, kan man som unge forældre, føle at man konstant står i ingenmandsland.

For mig at se, er det ikke alderen, der er den afgørende faktor, men mennesket bag. Det er vigtigt at finde sin egen måde at være mor eller far på – og gøre det, der føles rigtigt. Er man i tvivl, kan man altid søge råd og vejledning hos sundhedsplejersken, lægen, familien, vennerne osv. Men stadigvæk, er det vigtigt at mærke efter, hvad der føles rigtigt i forhold til en selv og barnet. Forældrene kender barnet bedst… og for langt de fleste, viser det sig, at det kan lade sig gøre – men det er hårdt, til tider skræmmende, men også lærerigt og fyldt med dejlige oplevelser.

En anden ting, som jeg tror, der bliver glemt i forbifarten er, at for en ung mor, der måske er teenager og vant til at være slank med en fast krop. Hun kan lide et psykisk knæk, når hun nu ser sin krop med strækmærker, slapt skind og bryster, der har forandret sig markant. I ungdommen er udseendet ofte ekstra vigtigt – og kroppen kan i forvejen være en svær størrelse at forholde sig til som teenager, da den forandrer sig konstant… men har den først født et barn, og er helt forandret – kan det være MEGET svært at acceptere den. Så udover at være blevet mor, kan der også komme nogle svære tider omkring udseendet – og ikke mindst, hvis hun ender med at være enlig mor. Omgivelserne bør holde sig det for øje og evt. snakke med hende allerede under graviditeten. For hvis hun kommer til at hade sin ”nye” forandrede krop og dermed mister selvtilliden og lysten til sex – eller føler, at hun ikke er noget værd… så er det vigtigt, at hun får snakket om det evt. med andre, der har eller har haft det ligesådan. Således, at hun på sigt finder fred med sin krop.

Til sidst vil jeg lige konkludere, at jeg godt ved, at der er meget stor forskel på at være 15 år og så at være 20 år i den sammenhæng. Men hvis man har god støtte og selv er stærk, kan man klare langt mere, end man tror… Der er altid en udvej – men nogle gange, skal man kigge lidt længere og andre steder, end hvor man først kiggede hen.

Min egen historie er, at jeg i en alder af 19 år fødte min datter… og derfra kender jeg godt til fordommene, de lange skæve blikke på gaden, ubehagelige oplevelser på såvel sygehuset som i mødregruppen. I dag, er jeg stadig ung mor, når jeg er til forældremøder eller står og hepper på sidelinien ved børnenes kampe… Sådan er det – og det vil aldrig blive anderledes.

Men jeg har aldrig fortrudt mit valg – tværtimod… Jeg opdagede også undervejs, at der ikke nødvendigvis var en sammenhæng mellem alder, livserfaring – og evnen til at være en god mor. For at være en god mor for sit barn, skal man være god til at lytte indad og turde stole på de fornemmelser, man får, når barnet signalerer sine behov til en. Kan man det, så er det ikke vigtigt, om man er 15 eller 45 år gammel.

Mine bedste råd til unge mødre og fædre er. Lyt indad, stol på jer selv, søg råd og vejledning, når der er behov for det – og vid, at det ikke har noget med alderen at gøre. Alle nybagte forældre er usikre og har mange spørgsmål. Sørg for at være omgivet af mennesker, der støtter op om jer… og sidst men ikke mindst – gør også plads til at være et ungt par ind imellem. Det kan tære hårdt på et forhold, når man har en baby i huset. Så husk at ha’ det sjovt også J

YourLifeGuide

Sunde medarbejdere giver sunde tal

I rigtigt mange virksomheder har de opdaget, at det er vigtigt, at deres medarbejdere har det godt, der tilbydes derfor træning, massage osv. Men desværre er det alt for få steder, hvor de også tænker på, at for at medarbejderne kan være vise overskud, være effektive og tegne et livsglad billede af virksomheden udadtil, så skal de være i følelsesmæssig balance.

 

Jeg har desværre oplevet store virksomheder, hvor direktionen så ned på de medarbejdere, der for dem arbejdede på gulvet… Jeg plejer at sige, at hvis man vil se de gode tal på bundlinien, så skal man starte med at behandle alle medarbejderne som medmennesker.

 

Kend din medarbejder, hils – når du går forbi, spørg evt. til dem… lad dem vide, at uden dem, så havde du ikke et job på direktionsgangen, uden dem var der ikke noget firma og at deres arbejde er en vigtig del af firmaets profil. Ethvert menneske har behov for bekræftelse og viden om, at det de gør, nytter noget. Hvis en medarbejder føler, at hans eller hendes arbejde er ligegyldigt, så betyder det jo heller ikke så meget, at de lige ordner private ærinder i arbejdstiden, tager en ekstra sygedag eller forlænger pausen – for det er jo uvæsentligt i den store sammenhæng. Hvis den samme medarbejder oplever, at der sættes pris på indsatsen, oplever at få ros for at aflevere sine opgaver til tiden evt. før og endda uden fejl, eller at det værdsættes at der gøres en ekstra indsats, at det giver bonus i form af et smil og et klap på skulderen – så skal du bare se en medarbejder, der vokser og påtager sig større og større ansvar… for alle mennesker søger mod lyset, og lyset er bekræftelse, omsorg, forståelse osv.

 

Hvis en virksomhed, som en del af sin sundhedsordning også tager sig af medarbejdernes mentale sundhed, så er de nået meget langt. Medarbejdere, der er stressede, og måske har problemer på hjemmefronten, står midt i en skilsmisse, har syge børn eller står i en økonomisk krise… så er de ikke til stede 100 % og arbejdsindsatsen er derfor ikke optimal. Hvis de får hjælp til at læsse af, møder forståelse og oplever, at det ikke skader dem at være menneskelige, med alt hvad det indebærer – så vil deres loyalitet og taknemmelighed bevirke, at de tjener sig selv ind igen, så snart de får mulighed for det.

 

Selvom man er en dygtig chef, der kan organisere og tjene penge – så er man ikke nødvendigvis også god til at tage sig af de mere omsorgskrævende opgaver i firmaet, og derfor kan det være en god idé at søge hjælp udefra, hvilket igen viser din styrke som chef… og din evne til at vurdere dine stærke og svage sider, samt uddelegering af ansvar.

 

Når man tager alle de ting i betragtning, så kan det undre, hvorfor så få gør noget ved det…

 

YourLifeGuide

 

Kært barn har mange navne

Terapeut, coach, psykolog, sjælesørger, lifeguide… og ja, listen er lang. Titlerne dækker over forskellige skolinger og uddannelse… men hver især arbejder de med at hjælpe andre mennesker til at hele sår og traumer. De lytter, sætter fingeren på de ømme punkter, holder fast og sørger for, at der ikke bliver sprunget over, hvor gærdet er lavest, at der bliver mærket efter, de viser omsorg og forståelse i en svær tid – og forhåbentligt viser de, at det er muligt at forløse smerten, at komme igennem den og ud på den anden side med fornyet styrke.

 

Men hvis vi nu skal se lidt nærmere på det, så er de svaret på ”de viise ældre” – nemlig dem, man før i tiden søgte råd og vejledning hos, når det var svært at være menneske. Man lyttede til deres erfaringer, deres viden om livet – og man tog det til sig. De stillede sommetider store krav, skubbede en ud på det dybe vand, hvor det var et spørgsmål om at svømme eller drukne, men lige der hvor frygten var ved at gøre det af med dem, der fandt de deres indre råstyrke, overvandt krisen – og kom ud på den anden side, en erfaring rigere og med større styrke. Dette kunne kun lade sig gøre, fordi de ældste viste vejen ved at være gået den i forvejen – og ved, at der var kærlighed, omsorg og forståelse for de prøvelser ethvert menneske skal igennem for at blive helt. For når man selv har set mørket og kigget på bunden, så får man en større forståelse og rummelighed overfor andre menneskers måde at leve på.

 

I dag, er mange mennesker lukkede. Vi taler gerne om vores sejre, vores uddannelse, job, hus, bil og andre materialistiske goder – men vi taler ikke særlig højt om lykkepiller, depressioner, stress, angst og nedturen efter en skilsmisse – eller sorgen over tabet af et elsket menneske. Nej, vi arbejder videre, holder facaden og svarer, at det går fint, når vi bliver spurgt.

 

Ofte har jeg tænkt på, hvorfor det er sådan? Hvor er det, vi mennesker er kørt ud på et sidespor… og hvorfor har vi så svært ved at indrømme, at vi ikke er perfekte – og overfor hvem, er det sværest at være ærlig? Os selv eller andre?

Intet menneske er perfekt – alligevel så lader vi som om det meste af tiden.

 

Hvis familieforholdene var anderledes i dag, så ville der måske slet ikke være behov for alle de ovennævnte grupper. Vi ville støtte og være der, når vores kære havde det svært – og det ville være i orden, at mærke de følelser, der er en del af det at være menneske. Intet menneske lever et liv uden at opleve nedture, ulykkelig kærlighed, stress, sorg, frygt, at miste sit job eller andet, der kan vælte læsset og gøre livet gråt og trist. Nogle mennesker har en god ballast med sig, og vælter ikke sådan lige, men bøjer sig med vinden og retter op igen … andre har ikke været så heldige, og de vil være mere modtagelige for stormen og uden støtte knække helt sammen.

 

Man kan sige, at det er når stormene raser, at de ovennævnte grupper står til rådighed og agere krykke til vinden har lagt sig. Men i stedet for at sætte dem op på en piedestal, så skal de ned på jorden, hvor de hører til. De er også kun mennesker – og de kæmper også deres kampe. Deres største force er måske, at de har set ind i mørket, de har vandret der og er kommet ud i lyset. De er ikke længere så bange for det, da de ved, at de kommer ud på den anden side med fornyet styrke og livserfaring, som de kan bruge, når de viser vej for andre, der ikke er nået helt dertil endnu.

 

Hvis den person, man søger råd hos ikke selv rykker sig, så vil man som elev på et tidspunkt nå op på siden eller forbi – og der kan det være en fordel at se sig om efter en ny mentor at søge vejledning hos, således at man hele tiden flytter sig – og ens liv forbliver i bevægelse…

 

Målet er at lære sig selv at kende, at stå ved sig selv, vise hvem man er – og erkende, at man er UNIK. Den udstråling, der kommer fra et menneske, der har fundet sig selv og lever derefter, er noget helt særligt.   

 

Lad ikke mørket skræmme dig, men se det som en enestående mulighed for at få ryddet op i dit indre, så du kan komme tættere på dig selv og dine unikke egenskaber.

 

YourLifeGuide